Eurozonen udenfor Catalonien

Med den store mediedækning på det seneste om Catalonien samt den meget omtalte “begivenhed" i form af ECB’s møde den 26. oktober, blev en række andre, langt mere interessante, politiske begivenheder i eurozonen overset. Frankrig gennemførte omfattende skattebesparelser og Italien vedtog de ændringer af landets valgsystem, som der i lang tid har været rygter om. Selvom intet af dette grundlæggende ændrer vores positive forventninger til eurozonens aktier, så er det tegn på yderligere aftagende usikkerhed og – navnlig i Frankrig – afspejler dette, hvordan markedsstemningen i eurozonen fortsat forsøger at nå de samme højder som udenfor eurozonen..

Frankrig

Præsident Emmanuel Macron udnyttede det flertal på 61%, som hans parti En Marche! fik i Nationalforsamlingen og gennemførte et budget med skattesænkninger og offentlige besparelser. Formålet med budgettet er – sammen med de tidligere annoncerede reformplaner, der gør det lettere for firmaer at hyre og fyre ansatte – at igen tiltrække virksomheder og iværksættere til Frankrig ved at afskaffe love, som lokale og internationale virksomheder længe har været utilfredse med. Samlet forventer administrationen, at budgetændringen kan reducere Frankrigs underskud så meget, at det kommer under eurozonens grænse på 3 % (af BNP).

I forhold til skattesænkningen er det værd at fremhæve den lavere virksomhedsskat, som nedsættes til 25 % fra 33 % gradvist frem til 2022. Den ekstra skat for de højst lønnede – som førhen var præsident François Hollandes mærkesag, bliver også fjernet sammen med formueskatten, som har skræmt ca. 60.000 millionærer væk siden 2000. I stedet indføres en ny ejendomsskat, som opkræves for fast ejendom med en værdi over 1,3 mio. euro – og som ikke berører omkring 80 % af de franske husholdninger. Kapitalvindingsskatten ændres fra en kompliceret opgørelse – med satser mellem 45 % og 60 % og mange kompleksiteter – til en flad sats på 30 %. Endelig fjernes den ekstra 3 % udbytteskat.

På forbrugssiden har administration skåret et par støtteordninger til. De statsstøttede jobkontrakter reduceres med anslået 1,5 mia. euro pr. år, mens den årlige boligstøtte falder med ca. 1,7 mia. euro. Sundhedsforsikringens dækning og støtte reduceres med anslået 4,2 mia. euro p.a. Endvidere genansættes der ikke, når mange statsansatte går på pension, hvilket reelt indebærer en reduktion af de offentlige lønudgifter uden at skulle gennemføre politisk udfordrende afskedigelser.

Man kan diskutere, om disse foranstaltninger er nok til at tiltrække investeringer til Frankrig. Macron ser en mulighed for at tiltrække virksomheder fra Storbritannien efter Brexit, og det kan ikke skade at få gjort kål på nogle af Frankrigs langvarige konkurrenceproblemer. Men mediedækningen har været overfladisk og negativ og har vist demonstranter med skilte, hvor der står “Macron - de riges præsident.” Selvom det kun er én historie, er det også et eksempel på, hvordan stemningen i eurozonen fortsat er alt for afvisende. Kun få ser den gradvise reform, som den svagt positive udvikling, den trods alt er udtryk for.

Italien

Valgreformen blev vedtaget uden problemer – takket være støtte fra de fleste større partier og fremtrædende ledere, herunder forhenværende premierminister Matteo Renzis Demokrater, forhenværende premierminister Silvio Berlusconis Forza Italia og Lega Nord. Med fire forskellige lovforslag kunne lovgiverne få gennemført ændringer med henblik på at harmonisere valgregler for parlamentets to kamre.

Samlet set betyder disse ændringer to ting. For det første gør de det muligt at danne en flerpartikoalition inden valget. For det andet ændres de parlamentariske valgregler, så en tredjedel af alle pladser allokeres baseret på den direkte vinder i hvert område med de resterende to tredjedele allokeret proportionelt. Disse regelændringer indgik i Renzis mål, da han udskrev folkeafstemningen om valgreformen ultimo sidste år. På det tidspunkt blev hans dagsorden formentlig lidt for grådig (han forsøgte også helt at afmontere senatets indflydelse). Som konsekvens måtte han gå af som premierminister og give plads til en regering med et smalt mandat til at reformere valgreglerne og reducere risikoen for at få et parlament, hvor ingen partier kan danne flertal. Det ser ud til at være lykkedes, – og det er et tilbageskridt for den populistiske Femstjerne Bevægelse (M5S).

Italiens næste valg skal afholdes senest i maj 2018, og valgreglerne bør kunne bidrage til at dæmpe usikkerheden i valgkampen. Hele året har investorerne været nervøse for, at M5S fik mere magt i Italien, men med de nye regler har partiet reelt ikke længere nogen chance for at komme i regering, medmindre der sker noget radikalt. M5S har foreløbig afvist at danne koalition med noget andet parti. De har løbende støtte fra randvælgere, men får sjældent nok stemmer til at vinde en direkte afstemning. De andre tre hovedpartiers fælles støtte kan også være en indikation af en mulig tredelt koalitionsregering med Renzis Demokrater, Berlusconis Forza Italia og Lega Nord, selvom det er ren spekulation p.t. Det er primært endnu et søm i den euroskeptiske populismes ligkiste.