Koreansk sæbeopera slutter

Af banen Frankrig – I er ikke det eneste land med en ny præsident! Sidste tirsdag valgte vælgerne i Sydkorea Moon Jae-in fra det centrum-venstreorienterede demokratiske parti (Minjoo Party) i stedet for den nyligt afsatte Park Geun-hye. Mens iagttagerne spekulerer i konsekvenserne (af nationale spørgsmål om reform af de familiekontrollerede konglomerater – chaebol og genoptagelse af forholdet til landets nabo mod nord) er den umiddelbare markedseffekt faldende usikkerhed. Det er det seneste eksempel på en verdensomspændende tendens.

Moons sejr afslutter en turbulent periode i koreansk politik; eftervirkningerne af en skandale, der spredte sig som ringe i vandet, har været voldsom. En af Parks personlige medarbejdere og en Rasputinagtig person førte til, at den nu forhenværende præsident i december sidste år blev stillet for en rigsret, som i marts dømte Park skyldig. Der meldte sig tre kandidater til at erstatte Park: Moon, software-iværksætteren, Ahn Cheol-soo fra det centrumorienterede folkeparti og Hong Jun-pyo fra Parks konservative Koreas frihedsparti. Dog har ideologi ikke været det dominerende emne ved dette valg. Derimod har mange eksperter beskrevet valgkampen som et opgør med status quo, eksemplificeret ved Park og den korrupte politiske kultur, som hun har repræsenteret. Ifølge meningsmålingerne var Moon favorit til at vinde lige fra begyndelsen af april, så hans sejr med 41 % af stemmerne var ikke chokerende. Dog overraskede Hong med en andenplads og 24 % af stemmerne, mens Ahn (som var populær i kort tid) landede på en tredjeplads med 21 % af stemmerne. Nu hvor Moon har taget over og lover store forandringer, hvad kan investorerne så se frem til?

Selvom Moon lovede det sædvanlige under valgkampen, f.eks. at skabe flere jobs, kan den fastlåste situation gøre det svært for ham at gennemføre større og gennemgribende ændringer. For det første har Moon vundet præsidentposten med det mindste flertal af vælgere siden 1987, hvilket er tegn på, at valget handlede mere om et opgør med status quo end at stemme for Moon – dette kan måske begrænse hans mandat og politiske magt. Dog er det vigtigere, at det demokratiske parti kun har 120 af de 300 mandater (40 %) i nationalforsamlingen. Selv med fuld støtte fra Folkepartiet vil en koalitionsregering med centrum-venstrepartierne kun kunne samle 53 % af mandaterne: det er mindre end det superflertal på 60 %, som kræves for at gennemføre anden lovgivning end finansloven. Oppositionen vil kunne blokere for vedtagelsen af lovforslag og forstærke den fastlåste situation.

Selvom en fastlåst situation til en vis grad kan være positivt, kan det også hæmme planerne om at reformere chaebol, hvilket er et ønske hos mange udenlandske iagttagere. Chaebol er de kæmpestore, familiekontrollerede konglomerater, der dominerer Koreas politik og økonomi; de fungerer som feudale, virksomhedskongedømmer. Deres egeninteresser, som administreres uigennemsigtigt og uansvarligt i forhold til eksterne interessenter, er centrum for den kultur af korruption, der er så udbredt i Korea. Staten (samt Park) har gjort adskillelige forsøg på at reformere chaebol for at frigøre økonomien og bane vejen for større markedspåvirkning og konkurrence, men disse forsøg er i det store hele slået fejl.

Aktuelt ser eksperterne mere optimistisk på reformudsigterne. Det virker som om, at der er opbakning til dette i offentligheden, og nogle af de større chaebol-chefer er blevet arresteret for korruption og afventer deres dom – måske er det tegn på et reelt ønske om forandring. Men chaebol har fortsat stor magt i koreansk politik og det faktum, at de står for næsten 60 % af Sydkoreas BNP, gør det svært at gennemføre markante ændringer, også selvom præsidenten har et bredt mandat.

På trods af dette vil en chaebol-reform have langsigtede fordele, hvis den vedtages. Nu og her har fjernelsen af politisk usikkerhed gavnet markedet i Sydkorea. Da skandalen brød ud, faldt de koreanske aktier -5,5 % på en måned,[i] formentlig på grund af den overraskende påvirkning af markedsstemningen. Men år til dato er de koreanske aktier steget 17,2 %, hvilket er mere end afkastet på 9,5 % for MSCI Emerging Markets.[ii] Selvom noget af dette afkast drives af håbet om en chaebol-reform, har der været stigninger for de koreanske aktier siden bunden i november, da Parks dage ved magten så ud til at være talte (figur 1).

Figur 1: Stigning i koreanske aktier samtidig med Parks rigsretssag

Kilde: FactSet, pr. 4/21/2017. MSCI Korea Index med nettoudbytte i perioden 9/30/2016 – 3/31/2017.

Lavpunktet faldt sammen med oppositionslederens aftale om en formel rigsretssag og dokumenterer dermed de fremadskuendes markeders inddiskontering af den forventede, fremtidige udvikling. Efter hvert trin i processen (afstemning om en rigsretssag, indledning af rigsretssag og rigsrettens endelige afgørelse af skyldsspørgsmålet) fortsatte de koreanske aktier med at stige.

Faldende usikkerhed har stor effekt,og Korea er ikke alene om at have oplevet dette i den senere tid. I Brasilien steg markederne temmelig længe før præsident Dilma Rousseffs rigsretssag i september sidste år, hvilket peger på, at investorerne mente, at enhver anden end hende ville være en forbedring. Det var også tilfældet efter flere forskellige valg i Europa i år (eksempelvis i Holland og Frankrig). Når markederne og investorerne har en forventning til udviklingen (uanset hvad den måtte være), kan de begynde at inddiskontere den og komme videre.

Med Moon i det Blå Hus, er der opstået ny usikkerhed om Sydkoreas strategi i forhold til Nordkorea. Moon har givet udtryk for et ønske om at genoptage forhandlingerne med Nordkorea og føre “solskinspolitik”– i et forsøg på hjælpe Pyongyang med de økonomiske og politiske problemer – i modsætning til de konservatives hårde linje. Men solskinspolitikken har ligget i dvale siden 2008 og vil kunne skabe støj i forhold til USA. Nogle analytikere har i deres vurdering af Nordkoreas sabelraslen og løbende affyringer af missiler sat spørgsmålstegn ved de generelle geopolitiske konsekvenser. Men koreanske spændinger er der ikke noget nyt i. De kan af og til skabe overskrifter, som det er sket de seneste par år, men voldsom retorik og en potentiel regional konflikt er i sig selv ikke kraftigt nok til at afspore et globalt bull-marked eller en ekspansion. Medmindre situationen udvikler sig til en større, global konflikt, skal man ikke lade sig skræmme af støjen og spekulationerne og ændre investeringsstrategi. Desuden, hvis spændingerne nu virkelig var anderledes, end de har været i årtier, ville de koreanske aktier formentlig ikke være steget.

Koreas præsidentvalg er et godt eksempel på effekten af faldende usikkerhed. Vi forventer, at fænomenet fortsætter i år – navnlig i Europa – og det er grunden til, at globale investorer skal være bullish i år.

1. Kilde: FactSet, pr. 5/12/2017. MSCI Korea Index, nettoudbytte i USD, fra 10/19/2016 – 11/21/2016.
2. Kilde: FactSet, pr. 5/12/2017. MSCI Korea Index og MSCI Emerging Markets Index, nettoudbytte, i USD, 12/31/2016 – 5/11/2017.